en storesøster til lillesøsters dukke

Jeg var til dukkekursus her i går og er igen blevet helt bidt af dukkemageriets verden.
Endnu engang kom det helt bag på mig hvor hårdt det er at lave en dukke og hvor fantastisk resultatet så alligevel kan blive efter at man i seks timer har siddet og udsat små stykker trikot for alskens opslidende anstrengelser.

'Storesøster' har fået lidt mere knald på farverne til øjne og mund eftersom Yuki jo er en dame med stort temperament og knald i måsen, hvor Kalas dukke er lidt mildere i sit udtryk.
I morgen håber jeg på tid og held til at gå ud og finde garn til håret - og jeg håber Yuki glemmer at hun gerne ville have en mørkhåret dukke ligesom Kala, jeg har nemlig bestemt at den skal have lyst hår ligesom Yuki.

Ellers er der jo bare en rigtig god grund til at lave en dukke mere...

Og her sidder de så og er allerede ved at blive de bedste slyngveninder i verden og det ser næsten ud som om lillesøster er stolt af sin nye storesøster.

min aller aller bedste spidskompetence

Det er alt for længe siden og det er bestemt ikke fordi der ikke er sket noget - nærmest tvært imod. Ungerne har en alder der kun giver forældrene lov til at være uopmærksomme korte øjeblikke ad gangen.

Kala synger uafbrudt 'moar moar moar moar - Holger' og råber mo-ar efter hvem- og hvadsomhelst (hvilket varmer helt derind hvor solen aldrig skinner, hvis man er mig), og prøver man at se tegnefilm med Yuki vil man opleve et bombardement af spørgsmål der er lettere irriterende og umulige at svare på, som fx 'hvorfor snakker de?' og 'hvorfor snakker de ikke mere?' og 'hvorfor synger de?' og klassikeren 'synger de ikke mere nu? Skal de synge igen senere?'.
Læg oveni det et fjerde semester som danskstuderende med en læsebyrde der næsten er umulig at komme igennem, medmindre man er helt vild med begreber som hermeneutik og andre svære ord og begreber som ligger og ulmer i min underbevidsthed sammen med angsten for en litteraturhistorieopgave på 15 sider.

Men, så er det jo godt at man er mig, for så er man nemlig rigtig god til at overspringshandle og det er noget der hitter, når man ikke bryder sig om deadlines og at skulle præstere at skabe noget sammenhængende ud af al den viden man har fået proppet ind i hovedet de sidste par år.
Overspringshandlinger er min spidskompetence, når jeg står op om morgenen og tænker 'ahh, i dag skal jeg nok få læst de tre engelske tekster om kognitivisme!' så ender jeg med fire timer senere at sidde med noget kreativt halløj og være enormt stolt af mig selv.

Og på den måde er der altså balance i tingene.
Uden mit studie ville jeg slet ikke få produceret halvt så meget kreativt selvtilfredsstillelse, men uden min kreativitet ville jeg heller ikke kunne holde min selvtillid oppe til at studere.
Og det er jo i sig selv grund nok til at droppe læsningen til fordel for at klistre farvede stykker pap sammen og tro på man nok skal få sig en fornuftig uddannelse, hvis bare man møder op til time i morgen.

I de sidste par måneder har overspringshandlingerne bestået af alt lige fra Wordfeud (der begyndte at kræve min tid sidst i december, da der var opgaveaflevering den anden januar og jeg derfor havde brug for at koncentrere mig om alt muligt andet) til det sidste nye - frihåndsbroderi.
Og derimellem kan man så putte syning af børnetøj, strikketøj, klippeklister og dukkesyning.
Ja, der er vel snart ikke den ting jeg ikke kan finde på at kaste mig ud i? Nej! Jeg er endda begyndt at flirte lidt med det stivelses- og glutenfrie køkken.
Uha, det er ikke til at sige om jeg er på vej ud på et skråplan, men skulle det forholde sig sådan, vil jeg bevæge mig derud med strikketøjet i den ene hånd og en rawfoodbrownie i den anden, skingert syngende 'der er så fuld af sjov, ude i en skov'...