Her bor Yuki (og lillesøster)

Jeg har (næsten) fået mit eget værelse

Det måtte jo komme.

Tidspunktet hvor vi blev nød til at flytte ud af soveværelset og ind i stuen.

Den korte historie er simpelthen at Kala har lidt svært ved at sove om aftenen og derfor ofte vækker stakkels Yuki - og eftersom vi bor på 82m2 har de delt værelse siden Kala var cirka en måned.

Det gik forholdsvist gnidningsløst i starten, men nu er det blevet for meget og som mange forældre sikkert har oplevet så får man en tendens til at nedprioritere sin egen komfort for børnenes (og fredens) skyld.

Så vi sover nu i stuen og glæder os over at vi i det mindste købte en stor sofa for små to år siden, nu hvor vi ikke har råd til en sovesofa...

Men hvorom alting er, så er der også kommet noget rigtig godt ud af det, jeg har nemlig fået lov til at dele værelse med Kala, så nu har jeg fået mit helt eget skrivebord plus stol plus reol til kreativt udskejelsestilbehør. (Og så slipper jeg også for at haveknappenåle, strikkepinde, garn og lignende jævnt fordelt ud over sytten hylder i stuen fordi der ikke er plads) Hurra!

Altså har jeg nu et fint sted hvor jeg kan sidde og sy og klippe/klistre - og strikke/hækle hvis jeg ikke lige gider sidde i sofaen og høre på tvstøj.

Så i dag har jeg indviet værelset efter at have brugt sidste uge på at nusse rundt og sætte ting på plads.

Jeg har længe været lidt hug på at forsøge mig med en uglepude - det er ikke så meget fordi ugler er uhyre moderne, men mere fordi jeg synes de er søde uden at blive for nuttede.

Så jeg har kigget på billeder på nettet, tegnet skitser og spekuleret over hvordan jeg gerne ville have min ugle til at se ud.
Dog var det ikke lige det jeg havde regnet med der kom ud af resultatet.

Først tog jeg min skitse (der har fået en flot krusedulle på maven af Yuki)

og tegnede over på hvidt papir i de dele der skulle bruges så det lettere kunne blive tegnet over på stoffet

og så tænkte jeg at det da kunne se ret sejt ud på papir i forskellige farver

Og sådan endte puden som en lille collage.

Resultatet er jeg faktisk selv tilfreds med (jeg kan bedst lide uglen til venstre) og planen er at de skal rammes ind og hænges op inde hos den ene af børnene, jeg ved bare ikke helt hvem af dem endnu.

Men man kan jo altid lave flere...

vi tegner og fortæller

I morges var Yuki og jeg lige i god tid så der var tid til at tegne lidt efter morgenmaden.

Gæt hvad Yuki har tegnet #1

og gæt hvad Yuki har tegnet #2

En af Yukis yndlingsdicipliner inden for tegning er den hvor hun giver mig et oliekridt og beder mig tegne noget. Farven på kridtet skifter så farve alt efter hvad jeg skal tegne og hvor træt Yuki bliver af den.

I dag startede vi således med at tegne rigtig mange snegle både store og små.
Hun har haft noget med snegle siden vi for 1½ års tid siden tog hende med på 'sneglesafari' i kvarteret en regnvejrssøndag og hun snakker stadig af og til om at 'sneglen kravler' da jeg lod en kravle på min hånd - hun synes nemlig den var lidt for farlig at holde selv....

I sommers var hun også vældig fascineret af de store winbergsnegle der var nede ved mine forældres campingvogn på Møn.
Kenneth og jeg gav hende under opholdet dernede et meget fint grønt sneglehus som vi havde købt i Geocenteret og det blev hun efterfølgende ved med at lægge lige på det sted hvor hun havde set sneglene - sikkert i håb om at der kom en snegl uden hus forbi som så kunne bo der og få nogle venner eller noget... <3

Nå, men for at vende tilbage til morgenens tegneri, så skulle vi efter at jeg havde lavet en god håndfuld snegle i varierende størrelser tegne en mave, den gav jeg så et hoved og ben og arme.
Så sagde Yuki 'tegne Elli' (der er hendes kusine) og det gjorde jeg så og Yuki fik som sædvanlig lov at vælge hvilket humør Elli skulle være i 'glad'. Så skulle jeg tegne Yuki og hun var også glad og så skulle jeg tegne Lucas glad og med hat og så Nor - han fik også lov at være glad - og så en Lucas mere (der var både glad og sur på samme tid) og så en mor, og her vælger Yuki så uden den mindste tøven at 'mor er sur' (det kræver jo ikke den store doktorgrad i psykologi at tolke videre på den)... Derefter skulle jeg så tegne far (han sover hvilket passede meget godt på daværende tidspunkt) og en Lucas mere (sur uden hat) og en Lucas mere ('Lucas glad to år med hat'). Måske vi snart skulle tage på visit i Birkerød...

Her ses tegningen som Yuki er begyndt at farvelægge med grøn (vi snakker meget om farver for øjeblikket).

Og her slutter så min blog om Yuki og hendes opfattelse af mor (jeg går slet ikke i seng med dårlig samvittighed i aften).

Og kunne du ikke se hvad det var Yuki havde tegnet i starten?
#1 var da en pingvin og #2 nogle fugle ;)

et surt lille husdyr

Min første blog handlede om brød og hvordan jeg havde en ide om at prøve lidt forskellige måder at forme og hæve dem på, men det går jo sjældent som man regner med og min interesse er nu faldet på noget der foregår i den anden ende af brødbagningsprocessen - surdej!

Derfor startede jeg min første surdej op efter at have læst lidt om emnet i min elskede Politikens store Bagebog, på kvalimad.dk, der er blevet endnu en af mine nye yndlingssider, samt diverse andre sider der dukker op når man nu engang er en del af googlegenerationen.

Processen kan tage op til en uge før surdejen er i gang og det er eftersigende sværere at starte den op om vinteren, da der er færre 'surdejsbaktusser' i luften.

Så en torsdag aften smed jeg lige en dl fuldkorns rugmel og en dl hvedemel sammen med to dl vand og indstillede mig på at der nok ville gå en uges tid inden der var resultater.

Jeg ved ikke rigtig hvad det var der inspirerede mig til det med at starte en surdej, men det er noget der har ligget og rumsteret i baghovedet længe. For eksempel har jeg ofte når jeg skulle bage brød tænkt på et Claus Meyer-interview jeg engang så, hvor han blandt andet nævnte at han havde en 20år gammel surdej, som var det første han sagde godmorgen til når han stod op, hvilket hans familie nogle gange godt kunne være lidt irriterende... Det var vist egentlig et interview i forbindelse med udgivelsen af hans bog Claus Meyers Bageri.

Jeg har dog altid tænkt på surdej som noget temmelig besværligt stads der kun kunne bruges til rugbrød der også var møgbesværligt og tidskrævende at lave, men efter at have læst noget mere om emnet viser det sig at det også kan bruges til lysere brød, men at der dog skal tilsættes en smule gær i dejen hvis man vil have et mere luftigt brød.

Det er dog ikke bare lige en bolledej der skal stå og hæve 2x1 time hvorefter man kan sætte den i ovnen og så har friskbagte boller til eftermiddagskaffen, nej, surdejsbrød vil gerne have lang hævetid - har jeg læst, for min surdej står stadig i køleskabet og 'modner' selvom det er ved at være nogle uger siden den blev vækket til live som en anden Frankenstein - for jeg er ikke helt klar til at prøve at se hvad den kan udrette af mirakler endnu, dog er der da blevet brugt en lille klat til en opskrift på koldhævede boller og resultatet var slet ikke tosset, men der er også stor forskel på en dej der er baseret kun på surdej og så en hvor der også er lidt gær i.

Førstnævnte bliver en tæt bastant brød som vi kender fra rugbrødet, hvor den anden bliver mere blød og luftig grundet gæren der har nogle processer jeg ikke helt har styr på.

Fredag morgen efter surdejsopstarten blev min kommende surdej så lige fodret med en dl blandet rug- og hvedemel og en dl vand og det samme igen lørdag morgen, hvor jeg til min store overraskelse kunne spotte små bobler i dejen.

Nå, så var jeg da ikke helt på vildspor og det fik jeg også senere bekræftet da Kenneth om aftenen spurgte om jeg havde kigget til min surdej den dag (jeg havde strikkebesøg og tabte en maske i mit eget strikketøj i bare befippelse over Kenneths tonefald da han spurgte), den havde nemlig stået på køkkenbordet uden låg på som foreskrevet, så vildtgær og temperatur havde frit spil og da jeg efterfølgende gik ud for at kigge til den var den kravlet ud af glasset af bare iver efter livet.

Så efter den havde fået en lille skideballe over allerede at ville stikke af hjemmefra og en masse ros for at være blevet så stor og sur blev den delt op i to glas, et med fuldkornsrugmel til rugbrød og lignende (jeg kalder denne surdej for storebror) og et med hvede-/grov durummel til lyst brød (denne hedder naturligvis lillesøster) og deporteret til øverste hylde i køleskabet, hvor de nu står og venter på at få lov til at komme i arbejde og blive fodret med ny dej og vokse sig stærkere for hver fremtidig bagning der vil komme.

Her er lidt stemningsbilleder af søskendeparret fra før de blev skilt ad...

Der vil helt sikkert komme flere billeder og blogs om storebror og lillesøster når jeg er færdig med at gå rundt om den kolde surdej og får taget hul på bagebylden.

Hvor bliver det dog spændende!

En fredelig, sød og madglad fisk

Der er virkelig sket mange ting herhjemme på den kreative front siden jeg blev gravid med Kala.

Jeg indså blandt andet nødvendigheden (eller i hvert fald det nyttige) i at lave strikke-/hækleprojekter færdige, hvilket ellers ikke er min stærke side. For mig er det processen og ikke det færdige arbejde der fanger, så der er gået mange ting tabt i tidens løb efterhånden som det påbegyndte projekt begyndte at kede mig.

Men det lykkedes mig dog at få lavet et mindre bedstemortæppe færdigt i sensommeren '10 og jeg har efterfølgende også strikket en del alfehuer og oven i købet også et par bukser, som jeg virkelig var stolt af.

Var!

For desværre filtede det garn bukserne var strikket i ret let i vaskemaskinen da det var uld, hvilket resulterede i at en af Yukis bamser fik et par nye bukser efter jeg hovedløst havde kommet dem med i en almindelig 40 graders vask...

Og så snakker vi ikke mere om det, for denne blog er faktisk slet ikke skrevet med henblik på at handle om mine strikkerier, selvom det er en af de ting jeg gerne vil bruge mere tid på at skrive om senere.

Det er bare ligesom om at hver gang jeg begynder en blog så ender den altid i et helt andet enme end det egentlig tiltænkte...

Så indtil videre er der egentlig nok at skrive om - der mangler bare lige noget tid til det...

Nå, men altså, udover min passion for at prøve på at gøre strikkeprojekter færdige for derefter at ødelægge dem er også passionen for bagning dukket op og der er det jo lidt lettere at sørge for at få afsluttet disse madprojekter da friskbagt kage eller brød jo i sig selv er en god 'gulerod'.

Men den nyeste passion er fisk.

Og det er ikke dem man fanger med en fiskestang eller køber hos fiskehandleren med henblik på at smide på stegepanden samme aften (medmindre man har nogle underlige lyster, vel at mærke), nej, det er dem man ynder at smide i et akvarie for at se hvor længe man kan holde dem i live.

'Valg af fisk, aldrig helt tilfreds/vil prøve nye efter lidt tid' lyder overskriften på en tråd der er oprettet på min nye favoritside Akvariesiden.dk som jeg tjekker flere gange dagligt og det er ikke mig der har oprettet den tråd, men det kunne det godt have været.

Herhjemme investerede vi i et 100l akvarie i starten af november og nu er der ikke plads til flere fisk i det. Ikke fordi vi har stoppet 100l fisk i akvariet (hvilket nok også ville være pænt dyrt og se en anelse syret ud - men måske ville egne sig til en moderne kunstudstilling a la fiskeblenderen), men fordi der er 'regler' for hvor mange fisk man kan være bekendt at stoppe i et akvarie hvis man samtidig gerne vil have dem til at trives.

Faktisk blev det alt for hurtigt fyldt op, men 'heldigvis' døde nogle af dem af en irriterende pletsyge og så kunne vi jo købe nogle nye.

Derudover havde dyrehandleren lokket os til at smide slørhaler i, hvilket vi senere fandt ud af faktisk ikke er særlig rart for de fine små kræ, da de helst vil have mindst 80liter vand pr fisk og bedst kan lide koldt vand. Og vi havde ikke lige plads og råd til en havedam så jeg fandt en fyr der da gerne ville aftage de små fisk til sit 250L akvarie, hvor jeg tænkte at de da helt sikkert ville trives bedre end i mit - hvis det da ikke lige var fordi jeg mistænker ham for at have haft piratfisk i det akvarie...

Derudover fik han også vores enlige sorte molly med, da dens partner en dag på meget mystisk vis var forsvundet. Jeg stod en aften og dyrkede mit OCD ved at se om jeg kunne nå at tælle alle Platyerne mens jeg børstede tænder og da det var gjort talte jeg lige resten af fiskene også og så gik det op for mig at der manglede en Molly.

Jeg har aldrig fundet ud af hvad der egentlig skete med den...

Så således har vi nu i vores akvarie følgende fisk (tilgiv mig de kedelige latinske navne, men man må jo øve sig på artene hvis man vil være en dygtig akvarist):

to maller - ancistrus sp. De kan rigtig godt lide agurk og jeg har endda lært dem at spise med gaffel

En Kuhlii ål -Pangio kuhlii - som jeg måtte plage Kenneth om at få (der har været mange diskussioner om hvilke fisk vi kunne blive enige om at putte i akvariet) og som Kenneth nu pludselig gerne vil have flere af - hvilket egentlig vil være godt, da den er døbt Torpedo Torben fordi den farer forvildet rundt i akvariet og faktisk ligner et lille missil.

Her er Torpedo Torben

Jeg har senere fundet ud af at den gerne vil have en fire fem venner, så det er jo klart den er ude og lede efter dem.

Fire coral platy - Xiphophorus maculatus hvoraf to er hunner

Fem indianerplaty - Xiphophorus variatus hvoraf en er en hun (det er mine favoritter fordi de, modsat coral platyerne der bare er røde, kan skelnes fra hinanden og derfor har fået navne efter deres særtegn, da de er hvide på den forreste del af kroppen og orange på den bageste og så ellers har sorte pletter over det hele. De hedder som følger: Etteren, Toeren, tre på stribe, Den Halve og Faded Orange)

Faktisk fik Faded Orange unger for noget tid siden, men desværre har jeg hverken yngleakvarie eller ynglekasse, så det eneste jeg nåede at se var to små sølvlyn og så var de spist, hvilket jeg må indrømme stak lidt i mit moderhjerte, men sådan et jo det voldsomme dyreliv - survival of the fittest. *suk*

MEN, hvorom alting er så er jeg faktisk rigtig glad for mine platyer og på Wikipedia står også om dem at det er 'en meget fredelig, sød og madglad fisk' så det passer jo fint til os...

3 stk. Diamant regnbuefisk - melanotaenia praecox. Heraf er to hanner og en hun og de har også navne lidt mere henad James Bond, for det er nemlig Mr. og Ms. Diamond og Mr. Nobody.

Og her er så fiskene, men de er ikke så gode til at stå stille når man tager billeder af dem tværtimod minder de mere om hunde der skal fodres, når man stiller sig foran akvariet - jeg beklager.

Nå, men som tidligere nævnt er der nu ikke plads til flere fisk i vores 100l akvarie, så nu er vi jo på spanden for både Kenneth og jeg vil gerne have flere fisk, men vi har hverken plads eller råd og det næste akvarie bliver nok liiige en fire gange større end det vi har nu (eller noget).

Nå ja, her til sidst må jeg jo også hellere lige præsentere vores algebold, den hedder Mosses og ved siden af den kravler en af vores fire Helenasnegle...

Jeg ved ikke om jeg gider

men nu gør jeg det altså nok alligevel snart igen.

Den sidste måneds tid har jeg bagt bere end 500 cupcakes - mini skal det vel lige nævnes inden det kommer til at lyde alt for ambitiøst. Omregnet til almindelige cupcakes (eller muffins, hvilket vel egentlig i teorien næsten er det samme) svarer det vel til omkring 125 styks.

En portion dej svarer vel sådan groft set til 50 mini/12 almindelige, så kan i selv regne ud hvor mange gange jeg har bagt...

Og hvorfor nu det?

Nu har jo en lille Kala i huset der snart skal døbes og intet er jo for fint til den unge dame der gør sig umage med at lade sin mor beholde sin nattesøvn (desværre er hendes storesøster en lille tryghedsnarkoman, så hun vågner helt af sig selv ved en 00:00 tiden og vil ikke sove andre steder end lige mellem sin mor og far - og helst på tværs af det hele. I nat vågnede jeg fx. fordi jeg på mystisk vis ikke kunne strække mig ud uden at komme til at sparke til noget blødt, hvilket faktisk var Kenneth der måtte lægge sig på tværs i fodenden af sengen for at kunne få søvn, men så fik jeg da varmet tæerne (det mindede mig faktisk lidt om dengang jeg boede hjemme og vi havde Newfoundlændere, som man også kunne putte sine tæer ind under, når man sad i køkkenet med de kolde klinker om vinteren - bortset fra at Kenneth ikke er så behåret)...).

Nå, men tilbage til lille Kala (der går under kælenavnet 'tyksakken' eller 'hende den lille tykke') der skal døbes sidst i februar.

Nu er det jo så rasende populært med cupcakes, så det er jo planen at lave et helt hav af dem i forskellige smagsvarianter og med forskellige farver glasur og eftersom det er en dåb skal det jo naturligvis være helt perfekt så jeg er gået i træningslejr for at finde de bedste opskrifter og de bedste icings - og det kræver virkelig den helt store guidede tur i kageverdenen at få det som man vil have det.

Jeg startede med at bage cupcakes efter AMOs opskrift der er at finde i deres fødselsdagsbagebog og var til at starte med meget megejstret, men nu hvor jeg har bagt dem et par gange er det nok kun deres vanille version der endnu er med i vinderteamet.

Til gengæld har jeg fundet en del rigtig lækre opskrifter på både cupcakes og icing på Sarahskager.dk, men som sædvanlig bliver opskriften altid liiige moderniseret lidt.

Nå, men al den eksperimenteren gør mig efterhånden noget træt i hovedet, når jeg tænker på alt det jeg stadig skal nå at bage før jeg ved hvad planen helt præcis er, for indtil videre har der været en del bøvl - især med icingen.

Jeg har lavet en flødeosteicing med peppermynte, men synes den blev for syrlig, så lavede jeg en peppermynteicing på smør og piskede æggehvider der bare blev for fedtet og tung hvorefter jeg droppede det med peppermynte og lavede en jordbæricing i stedet, men den blev for flydende og det samme skete for en citronicing lavet med flødeost *suk* Til gengælds lærte jeg med citronicingen, at man ALDRIG skal bruge fedtfattig flødeost (hvilket vist også var at læse i min statusopdatering på FB samme dag)...

Så hvad gør man så?

Man eksperimenterer selvfølgelig videre og håber man vil kunne opnå en vis grad af tilfredshed over sine kageresultater inden det er for sent (og her må jeg sende en venlig tanke til Rasmus Kofoed der lige har vundet titlen som Verdens bedste Kok og tidligere udtalte i tv at han havde lavet den samme ret hver dag siden i sommers for at gøre den perfekt - mere end hvad jeg nok nogensinde ville gide at gøre for en kage)...

Men egentlig burde jeg jo ikke klage over mit kageknokleri, det er næsten mere synd for Kenneth der gerne vil tabe sig...

Jeg laver mad

Madlavning er ved at blive en passion og lysten til at fordybe mig er steget proportionelt med de antal år jeg har været gift.


Og det er mad på flere planer.

For et lille halvt års tid siden udvidede vi vores køkkengrejssamling med en fin lille Kenwood køkkenmaskine og den er virkelig begyndt at stjæle af den tid jeg ikke bruger på at 'lave' og -
måske nok det der går mest tid med - give mad til Kala...


Senest (ja, faktisk i dag) er der blevet lavet grove rødbedebrød og -boller på den efter en af mine yndlingsopskrifter fra Politikens nye Bagebog (hvilket rent faktisk er titlen på bogen, der nu er genudgivet som Politikens Bagebog - ironisk nok).

Hmm, ja, det er vel også lidt overdrevet at sige at det er efter deres opskrift, for jeg kommer altid liige til at improvisere lidt på hvilkensomhelst opskrift jeg nu går i gang med (senest også en strømpeopskrift), så rødbedebollerne var altså bare en almindelig grovbolleopskrift, der i sin første gæringsproces blev tilsat en ordentlig omgang fintrevne rødbeder, der var et levn fra vores superjuicer - men mere om den en anden gang.


Brødresultaten blev både smukt og lækkert, dog så skal man lige vænne sig til at det har en ret hæftig mørk pink/lilla skorpe, hvilket desværre ikke rigtig kan ses på billedet.

Det eneste jeg ville ønske var at jeg havde tilsat dejen noget peber, da det ville have sat prikken over i'et som en stærk kontrast til den søde rødbedesmag, men jeg klager absolut ikke over smagen der går rigtig godt med en god spegepølse.

...

Jeg tror fremover jeg kommer til at eksperimentere en del med brød og hvilke former man kan give dem, i torsdags var jeg inde i KOK i Bernikows Gård og blev lidt småforelsket i forskellige hævekurve der dog ikke lige skulle med hjem der...

- her ses brødet som Kenneth kalder sneglebrød og min far har valgt det graciøse navn hundelortebrød til...

Velbekomme

Mmmmmmarengs

Måske nok den korteste blog jeg nogensinde kommer til at lave, men jeg bagte altså marengs forleden og de så bare så himmelsk uskyldige ud at jeg blev nødt til at dele det med jer (og de smagte også godt...)