torsdag den 28. juni 2012

hænderne fri

Her er så stille.
Ungerne er hos farfar og farmor denne uge. Yuki fra mandag og Kala kun fra onsdag, da jeg synes hun er for lille til at være længere tid væk fra sine forældre, men hvor er det dog skønt at have hænderne lidt fri.
Tirsdag aften begyndte jeg en hækletester fordi jeg påtænker at begynde et voksentæppeprojekt (der nok aldrig bliver færdigt) og lige skulle finde ud af hvor mange luftmasker det krævede. Testeren blev jeg færdig med i dag og den ender som et dukketæppe, når jeg engang får syet ender ind. Men det ser ud som om Lillesøster allerede er glad for det.


Onsdag eftermiddag brugte jeg en hel time (mindst) på at gå rundt og kigge bøger på biblioteket og torsdag fik jeg læst den første bog færdig - Merete Pryds Helles Oh, Romeo. Det var en fuldkommen ubeskrivelig følelse at kunne læse en bog efter eget valg, en ting om jeg faktisk ikke kan huske hvornår jeg sidst har gjort (!) men som jeg uden tvivl vil opprioritere på det kraftigste i fremtiden. Der er så meget dansk litteratur som ligger og venter på mig. *suk* 
Til efteråret skal jeg skrive bachelor, men mangler lige den helt rigtige litteratur, selvom jeg har en ide om at det nok bliver Ib Michaels Vanillepige-trilogi.


Og så det tunge emne. I mandags var jeg til eksamen og emnet ramte min achilleshæl, så mine sommerferieplaner røg sig en tur. Æv! Og da jeg dagen efter vågnede op med ondt i maven og havde en fornemmelse af at være brugt op valgte jeg også at droppe at tage den sidste eksamen til fordel for en sommer med læseplaner, så jeg i det mindste slipper for dårlig samvittighed over ikke at kunne tage mig sammen til at læse.
Heldigvis var hele eksamensforløbet rigtig godt alting taget i betragtning og udenfor sad sørme verdens sødeste medstuderende for at heppe da jeg kom ud og senere kom Kenneth med ungerne for at hente mig.
Hvor er det dog fantastisk at der er nogen der får en til at føle at man er noget værd, når man har det lidt hårdt. (hjertehjertehjerte)

Og så er der jo ikke andet at gøre end at glæde sig til i morgen når der kommer penge, så skal jeg nemlig ind og bestille lidt pynt til humøret (og mig selv).



mandag den 18. juni 2012

Et skrivebords bekendelser

Nå ja, for lige at følge op på tråden fra i går, så vil jeg lige vise et billede af hvilke ting fra mit skrivebord der er 'oppe i tiden' herhjemme.



Sådan helt psykoanalytisk kan man altså ud fra mit billede tolke at bøgerne lægger et godt solidt grundlag for min hverdag, hvilken jeg så krydrer med lidt af det gode: broderi, hækling og farvede bånd der skal indgå i et gaveprojekt til en barnedåb.


Desværre er der mulighed for at min sommerferie alligevel spoleres af en eksamen i august eftersom min eksamen nu på fredag uden grund er rykket til mandag, hvilket kombineret med en syg Kala gør at jeg højst sandsynligt ikke vil kunne nå at læse op til min eksamen den 29 på kun tre dage. Æv!
Men mon ikke jeg får nået nogle af tingene på min to do-list i løbet af sommeren alligevel? Det tror jeg nok..

søndag den 17. juni 2012

Fredag efter fredag efter fredag...

Jeg beklager for min lille fanskare at der ikke sker mere på min blog for tiden, men jeg er simpelthen begravet til op over begge ører i eksamener - hvilket i måske allerede godt ved.

Fredag den 8 afleverede jeg en litteraturhistorieopgave,fredag den 15 en sprogopgave og lur mig om der så ikke også venter en mundtlig eksamen i videnskabsteori og metode fredag den 22 samt en mundtlig mere fra sprog2 med titlen grammatik og interaktionsanalyse fredag den 29...

Puha for en grim måned siger jeg bare, men forhåbentlig er det besværet værd. Hvis det lykkes mig at bestå alle eksamener har jeg nemlig sommerferie lige indtil september - og hvem ville ikke gerne have det?

Jeg er allerede begyndt at lave en liste over ting som jeg kunne tænke mig at få lavet:
 - sy kjoler til pigerne og flere buksedragter til Kala
 - hækle en Helge
 - brodere sofapuder og i det hele taget bare gå amok med nål og tråd uden dårlig samvittighed
 - strikke noget (jeg ved ikke hvad)
 - lave dukker
 - dase i sommervejret (uanset om det er vådt eller tørt) med mand og børn
 - bage, bage, bage
 - læse en masse dansk litteratur og finde et emne for min bachelor (jeg tænker Ib Michael?)
 - gøre noget godt for vores hjem
 - holde lang weekend og (måske) sove længe

Jeg tænker at man da burde kunne nå et enkelt eller to af tingene, hvad tror du..?

onsdag den 6. juni 2012

lidt frihåndsoverspring

Så er det traditionen tro blevet tid til en lille overspringshandling. Jeg har opgaveaflevering på fredag og har lidt svært ved at få de ti sider til at hænge sammen. Tekst og noter har jeg masser af og en fem seks sider med citater fra forskellige kilder har jeg også...

Men altså, det der med at skrive en nogenlunde sammenhængende opgave har altid været min kæphest og denne gang er en litteraturhistorisk analyse af et par digte også ved at slå mig ud, så jeg tyer til noget af det jeg ved jeg kan for at få lidt oprejsning, denne gang er det broderi, men det er dog ekstremt lidt jeg har valgt at vise, for resultatet skulle gerne blive til tre sofapuder til en ny-sofapude-trængende studiekammeratinde.

Og broderierne skulle gerne være en overraskelse, men som et lille hint kan jeg sige, at det måske er noget med katte...


 Jeg er blevet lidt bidt af frihåndsbroderi - selvom jeg da gerne indrømmer, at jeg bliver nød til at tegne lidt streg inden jeg går i gang med nål og tråd. Men så er det jo godt at jeg fik en magisk kuglepen, hvor stregen kan stryges væk, af min mor.
Herunder ses mine første broderier der også gerne skulle ende som en pude - til Yuki altså. Hun er nemlig vild med Totoro...

 og så er det vist tilbage til den der opgave.