et surt lille husdyr

Min første blog handlede om brød og hvordan jeg havde en ide om at prøve lidt forskellige måder at forme og hæve dem på, men det går jo sjældent som man regner med og min interesse er nu faldet på noget der foregår i den anden ende af brødbagningsprocessen - surdej!

Derfor startede jeg min første surdej op efter at have læst lidt om emnet i min elskede Politikens store Bagebog, på kvalimad.dk, der er blevet endnu en af mine nye yndlingssider, samt diverse andre sider der dukker op når man nu engang er en del af googlegenerationen.

Processen kan tage op til en uge før surdejen er i gang og det er eftersigende sværere at starte den op om vinteren, da der er færre 'surdejsbaktusser' i luften.

Så en torsdag aften smed jeg lige en dl fuldkorns rugmel og en dl hvedemel sammen med to dl vand og indstillede mig på at der nok ville gå en uges tid inden der var resultater.

Jeg ved ikke rigtig hvad det var der inspirerede mig til det med at starte en surdej, men det er noget der har ligget og rumsteret i baghovedet længe. For eksempel har jeg ofte når jeg skulle bage brød tænkt på et Claus Meyer-interview jeg engang så, hvor han blandt andet nævnte at han havde en 20år gammel surdej, som var det første han sagde godmorgen til når han stod op, hvilket hans familie nogle gange godt kunne være lidt irriterende... Det var vist egentlig et interview i forbindelse med udgivelsen af hans bog Claus Meyers Bageri.

Jeg har dog altid tænkt på surdej som noget temmelig besværligt stads der kun kunne bruges til rugbrød der også var møgbesværligt og tidskrævende at lave, men efter at have læst noget mere om emnet viser det sig at det også kan bruges til lysere brød, men at der dog skal tilsættes en smule gær i dejen hvis man vil have et mere luftigt brød.

Det er dog ikke bare lige en bolledej der skal stå og hæve 2x1 time hvorefter man kan sætte den i ovnen og så har friskbagte boller til eftermiddagskaffen, nej, surdejsbrød vil gerne have lang hævetid - har jeg læst, for min surdej står stadig i køleskabet og 'modner' selvom det er ved at være nogle uger siden den blev vækket til live som en anden Frankenstein - for jeg er ikke helt klar til at prøve at se hvad den kan udrette af mirakler endnu, dog er der da blevet brugt en lille klat til en opskrift på koldhævede boller og resultatet var slet ikke tosset, men der er også stor forskel på en dej der er baseret kun på surdej og så en hvor der også er lidt gær i.

Førstnævnte bliver en tæt bastant brød som vi kender fra rugbrødet, hvor den anden bliver mere blød og luftig grundet gæren der har nogle processer jeg ikke helt har styr på.

Fredag morgen efter surdejsopstarten blev min kommende surdej så lige fodret med en dl blandet rug- og hvedemel og en dl vand og det samme igen lørdag morgen, hvor jeg til min store overraskelse kunne spotte små bobler i dejen.

Nå, så var jeg da ikke helt på vildspor og det fik jeg også senere bekræftet da Kenneth om aftenen spurgte om jeg havde kigget til min surdej den dag (jeg havde strikkebesøg og tabte en maske i mit eget strikketøj i bare befippelse over Kenneths tonefald da han spurgte), den havde nemlig stået på køkkenbordet uden låg på som foreskrevet, så vildtgær og temperatur havde frit spil og da jeg efterfølgende gik ud for at kigge til den var den kravlet ud af glasset af bare iver efter livet.

Så efter den havde fået en lille skideballe over allerede at ville stikke af hjemmefra og en masse ros for at være blevet så stor og sur blev den delt op i to glas, et med fuldkornsrugmel til rugbrød og lignende (jeg kalder denne surdej for storebror) og et med hvede-/grov durummel til lyst brød (denne hedder naturligvis lillesøster) og deporteret til øverste hylde i køleskabet, hvor de nu står og venter på at få lov til at komme i arbejde og blive fodret med ny dej og vokse sig stærkere for hver fremtidig bagning der vil komme.

Her er lidt stemningsbilleder af søskendeparret fra før de blev skilt ad...

Der vil helt sikkert komme flere billeder og blogs om storebror og lillesøster når jeg er færdig med at gå rundt om den kolde surdej og får taget hul på bagebylden.

Hvor bliver det dog spændende!

En fredelig, sød og madglad fisk

Der er virkelig sket mange ting herhjemme på den kreative front siden jeg blev gravid med Kala.

Jeg indså blandt andet nødvendigheden (eller i hvert fald det nyttige) i at lave strikke-/hækleprojekter færdige, hvilket ellers ikke er min stærke side. For mig er det processen og ikke det færdige arbejde der fanger, så der er gået mange ting tabt i tidens løb efterhånden som det påbegyndte projekt begyndte at kede mig.

Men det lykkedes mig dog at få lavet et mindre bedstemortæppe færdigt i sensommeren '10 og jeg har efterfølgende også strikket en del alfehuer og oven i købet også et par bukser, som jeg virkelig var stolt af.

Var!

For desværre filtede det garn bukserne var strikket i ret let i vaskemaskinen da det var uld, hvilket resulterede i at en af Yukis bamser fik et par nye bukser efter jeg hovedløst havde kommet dem med i en almindelig 40 graders vask...

Og så snakker vi ikke mere om det, for denne blog er faktisk slet ikke skrevet med henblik på at handle om mine strikkerier, selvom det er en af de ting jeg gerne vil bruge mere tid på at skrive om senere.

Det er bare ligesom om at hver gang jeg begynder en blog så ender den altid i et helt andet enme end det egentlig tiltænkte...

Så indtil videre er der egentlig nok at skrive om - der mangler bare lige noget tid til det...

Nå, men altså, udover min passion for at prøve på at gøre strikkeprojekter færdige for derefter at ødelægge dem er også passionen for bagning dukket op og der er det jo lidt lettere at sørge for at få afsluttet disse madprojekter da friskbagt kage eller brød jo i sig selv er en god 'gulerod'.

Men den nyeste passion er fisk.

Og det er ikke dem man fanger med en fiskestang eller køber hos fiskehandleren med henblik på at smide på stegepanden samme aften (medmindre man har nogle underlige lyster, vel at mærke), nej, det er dem man ynder at smide i et akvarie for at se hvor længe man kan holde dem i live.

'Valg af fisk, aldrig helt tilfreds/vil prøve nye efter lidt tid' lyder overskriften på en tråd der er oprettet på min nye favoritside Akvariesiden.dk som jeg tjekker flere gange dagligt og det er ikke mig der har oprettet den tråd, men det kunne det godt have været.

Herhjemme investerede vi i et 100l akvarie i starten af november og nu er der ikke plads til flere fisk i det. Ikke fordi vi har stoppet 100l fisk i akvariet (hvilket nok også ville være pænt dyrt og se en anelse syret ud - men måske ville egne sig til en moderne kunstudstilling a la fiskeblenderen), men fordi der er 'regler' for hvor mange fisk man kan være bekendt at stoppe i et akvarie hvis man samtidig gerne vil have dem til at trives.

Faktisk blev det alt for hurtigt fyldt op, men 'heldigvis' døde nogle af dem af en irriterende pletsyge og så kunne vi jo købe nogle nye.

Derudover havde dyrehandleren lokket os til at smide slørhaler i, hvilket vi senere fandt ud af faktisk ikke er særlig rart for de fine små kræ, da de helst vil have mindst 80liter vand pr fisk og bedst kan lide koldt vand. Og vi havde ikke lige plads og råd til en havedam så jeg fandt en fyr der da gerne ville aftage de små fisk til sit 250L akvarie, hvor jeg tænkte at de da helt sikkert ville trives bedre end i mit - hvis det da ikke lige var fordi jeg mistænker ham for at have haft piratfisk i det akvarie...

Derudover fik han også vores enlige sorte molly med, da dens partner en dag på meget mystisk vis var forsvundet. Jeg stod en aften og dyrkede mit OCD ved at se om jeg kunne nå at tælle alle Platyerne mens jeg børstede tænder og da det var gjort talte jeg lige resten af fiskene også og så gik det op for mig at der manglede en Molly.

Jeg har aldrig fundet ud af hvad der egentlig skete med den...

Så således har vi nu i vores akvarie følgende fisk (tilgiv mig de kedelige latinske navne, men man må jo øve sig på artene hvis man vil være en dygtig akvarist):

to maller - ancistrus sp. De kan rigtig godt lide agurk og jeg har endda lært dem at spise med gaffel

En Kuhlii ål -Pangio kuhlii - som jeg måtte plage Kenneth om at få (der har været mange diskussioner om hvilke fisk vi kunne blive enige om at putte i akvariet) og som Kenneth nu pludselig gerne vil have flere af - hvilket egentlig vil være godt, da den er døbt Torpedo Torben fordi den farer forvildet rundt i akvariet og faktisk ligner et lille missil.

Her er Torpedo Torben

Jeg har senere fundet ud af at den gerne vil have en fire fem venner, så det er jo klart den er ude og lede efter dem.

Fire coral platy - Xiphophorus maculatus hvoraf to er hunner

Fem indianerplaty - Xiphophorus variatus hvoraf en er en hun (det er mine favoritter fordi de, modsat coral platyerne der bare er røde, kan skelnes fra hinanden og derfor har fået navne efter deres særtegn, da de er hvide på den forreste del af kroppen og orange på den bageste og så ellers har sorte pletter over det hele. De hedder som følger: Etteren, Toeren, tre på stribe, Den Halve og Faded Orange)

Faktisk fik Faded Orange unger for noget tid siden, men desværre har jeg hverken yngleakvarie eller ynglekasse, så det eneste jeg nåede at se var to små sølvlyn og så var de spist, hvilket jeg må indrømme stak lidt i mit moderhjerte, men sådan et jo det voldsomme dyreliv - survival of the fittest. *suk*

MEN, hvorom alting er så er jeg faktisk rigtig glad for mine platyer og på Wikipedia står også om dem at det er 'en meget fredelig, sød og madglad fisk' så det passer jo fint til os...

3 stk. Diamant regnbuefisk - melanotaenia praecox. Heraf er to hanner og en hun og de har også navne lidt mere henad James Bond, for det er nemlig Mr. og Ms. Diamond og Mr. Nobody.

Og her er så fiskene, men de er ikke så gode til at stå stille når man tager billeder af dem tværtimod minder de mere om hunde der skal fodres, når man stiller sig foran akvariet - jeg beklager.

Nå, men som tidligere nævnt er der nu ikke plads til flere fisk i vores 100l akvarie, så nu er vi jo på spanden for både Kenneth og jeg vil gerne have flere fisk, men vi har hverken plads eller råd og det næste akvarie bliver nok liiige en fire gange større end det vi har nu (eller noget).

Nå ja, her til sidst må jeg jo også hellere lige præsentere vores algebold, den hedder Mosses og ved siden af den kravler en af vores fire Helenasnegle...